About

Med ’Kronborg bag facaden. Skæbnefortællinger fortalt fra gulvet i Danmarkshistorien’ ønsker vi at sætte fokus på de ’varme hænder’, der i generationer har lånt deres håndværk, deres faglighed, deres passion, deres påpasselighed (og store dele af deres liv) til bevarelsen af et af Nordeuropas mest betydningsfulde renæssanceslotte: Kronborg Slot.

   Vi ønsker at sætte fokus på de mennesker, der kun sjældent finder vej til historiebøgerne. Ønsker at give maleren, mureren, stenhuggeren, kanoneren, viceværten, slotsbetjenten og rengøringsdamen den opmærksomhed, de fortjener. Ønsker, at forevige deres fortællinger, tegne deres portrætter og give omverden et indblik i den lille, hjertevarme og stærkt engagerede ’familie’, der er årsagen til, at vi i dag kan gå en tur på fæstningen, nyde dansesalens smukke flisesætning og forundres over de smukt udførte vandspy.

Hverdagsliv med historisk perspektiv

Det er mennesker præget af livets genvordigheder og glæder – en murer, der som ung mand kæmpede og vandt kampen mod leukemi, og den dag i dag taler med de ’spøgelser’ han mødte på Rigshospitalet, mens han går og arbejder – en kvindelig maler, der hele sit liv har befundet sig bedst i bukser og mere end én gang har været på kant med omverden og dens normer… præcis som en ung Caroline Mathilde, der demonstrativt og med sladder til følge, gik i benklæder og herretøj for til sidst at blive låst inde på Kronborg, se sin elsker henrettet og sine børn forsvinde.

   Med 14 livsfortællinger anno 2020 – og små anekdoter fra fortidens beboere (royale såvel som fanger, personale og soldater) på Kronborg, ønsker vi at kæde nutidige håndværkerliv sammen med historiske fortællinger. Alt sammen ’set fra gulvet’.

   Vi tegner portrætter af de aktuelle ’varme hænder’ på Kronborg – og kæder dem sammen med vigtige små historiske (og skønlitterært skrevne) fortællinger, som de som nu en gang kunne være blevet oplevet af datidens kammertjenere, køkkenpiger, soldater og staldkarle. Vi fortæller de moderne menneskehistorier – og viser samtidig en flig af vores fælles Danmarkshistorie. Vi løfter sløret for den hverdag, der foregår på slottet i nutiden.

Personerne bag bogen

Anja Klemp Vilgaard

Lige siden Anja trådte sine første barnesko som ung journalist på Dagbladet Politiken for mere end 20 år siden, har hun været fascineret af historiefortællingens evne til at bringe mennesker sammen.

”Vi forstår verden gennem fortællinger” ynder hun at sige, når hun afholder workshops for nogle af Danmarks største virksomheder om strategisk storytelling. ”Ingen af os oplever verden i fakta. Vi genfortæller ikke vores oplevelser én til én men filtrerer dem gennem vores erfaringer. Vi forstår virkeligheden på basis af tidligere hændelser og lader den så at sige marinere i den tid, som vi nu en gang er en del af. Det er sjældent rationelt – og historiefortællingen styrer en masse i det underbeviste,” siger hun.

Ifølge Anja kan historier både komme som eventyr, livsskildringer, anekdoter, nyheder, vittigheder, taler, cases og meget andet, men fælles for dem alle er, at de er delt af mennesker.

”De bliver fortalt og genfortalt, fordi de underholder, kaster lys over kompleksiteter og gør os i stand til at forstå hinanden. Lytter vi efter, så giver vores fortællinger altid stof til eftertanke og de er rigtig tit en invitation til andre om at blive en del af fællesskabet,” siger Anja og forklarer, at netop dette er årsagen til, at hun for nu to år siden, besluttede sig for at skrive en anderledes historie om Kronborg Slot.

”Get Ajour ligger på Kronborg Slot og i takt med at hverdagen har indfundet sig heroppe, er det gået op for mig, at dette sted er langt mere end ’bare’ en smuk bid af Danmarkshistorien. Kronborg er et ’menneskeslot’. Bygget af blod, sved og tårer – og en slags tidskapsel hvor fortidens håndværkere lægger beskeder til nutidens. Væggene emmer af ekstravagante fester, ubeskrivelige pinsler og helt utroligt tankevækkende skæbnefortællinger – og da jeg først begyndte at kratte i alt det, fik slottet en helt ny og meget personlig betydning for mig,” siger Anja, der håber, at læserne af ’Kronborg bag facaden’ vil få den samme oplevelse.

www.getajour.dk

anja@getajour.dk

‭+45 20 68 69 34‬

Anders Espersen Marlow

Anders har 30 års erfaring med at skabe præcis det udtryk og den fortælling, som hans kunder ønsker. Hans billeder er bygget op fra grunden og han bruger teknologien aktivt.

Tænk og skyd! Sådan lyder formularen på en dag i Anders Espersen Marlows univers – et univers af fortællende billeder, fokus på detaljerne og en særdeles træfsikker hånd, når det gælder om at få det helt rette udtryk frem. Den helt rette fortælling kræver både baggrundsviden, evnen til at komme tæt på dem han fotograferer – og så selvfølgelig det rette lys, den rette opstilling og det rette udstyr.

”Jeg er ikke gade- eller reportagefotograf. Min virkelighed er bygget op. Jeg arbejder helt anderledes end pressefotografen, der tager et hurtigt billede af virkeligheden, og ofte når flere historier på en dag. Jeg bygger et scenarie op. Det må gerne se tilfældigt ud, men så skal der være et formål,” siger han og tilføjer, at hans proces og billedbehandling tager lang tid og kræver en lang mental fremkaldelsesproces.

”Da jeg gav mig i kast med Kronborg-bogen, blev det til et projekt, der voksede, og jeg er dybt taknemmelig for den store tillid og de mange timer, som menneskene i bogen har brugt på mig i processen,” siger Anders Espersen Marlow, der glæder sig over at have fået lov til at være med på sidelinjen, når slottets medarbejdere gik gennem deres hverdag med et kamera i ryggen.

”Det har været fantastisk at få lov til at komme steder hen som mange slet ikke oplever, at være vidne til det helt utroligt store engagement disse mennesker har – og nyde godt af forståelsen for at gode billeder altså ikke lige bliver overstået på en time.”

Kronborg bag facaden er udkommet og markedsført med støtte fra Lemvigh-Müller Fonden og Kunstfonden.